1,3 million tilskuere hver weekend

juli 20th, 2011

Søndagsavisen er danskernes foretrukne gulvmåtte. Måske. Men det er også den avis, som 1,3 million danskere læser hver weekend.

I et år har jeg haft den unikke mulighed at skrive for Danmarks mest læste avis. En avis der ikke alene er styret af de almindelige nyhedskriterier, men også et koncept og et stærkt hold af dygtige og erfarne journalister. På Søndagsavisen er der ikke langt fra ide til forside, hvis ideen er god og rammer konceptet.

Og det gjorde den, da jeg interviewede Lars Løkke og Helle Thorning. Da jeg i flere uger skrev om dansk landbrug og slagtedyrenes vej til køledisken. Om halalslagtede kyllinger. Bedsteforældrenes indblanding i børneopdragelsen. Og portrætterede Jesper Klein.

Min tid på Søndagsavisen har været båret af min egen lyst til at komme ud i verden og finde den gode historie. Jeg har igen og igen udfordret avisens koncept og mig selv. Som da jeg skrev, at hver tiende dansker går med våben. Hvordan Christiania havde set ud, hvis det var blevet en ghetto. Afslørede uhygiejniske forhold hos slagteren, farligt fyrværkeri i Silvan eller interviewede Bubber.

Derfor ved jeg, at jeg fremover skal finde en arbejdsplads der, ligesom Søndagsavisen, tror på mig og mine ideer. Inden da skal jeg et år på skolebænken på Journalisthøjskolen. Men lur mig om jeg alligevel ikke vil optræde i spalterne af og til.

I orkanens øje, midt i det røde hav

marts 20th, 2010

Selvstændighed
Se den gode historie
Ud af hovedet og ned på papiret

Det er de tre ting jeg indtil videre har fået trænet allermest i min nuværende praktikperiode på ScandAsia i Thailand.

Og jeg har lavet lidt af hvert herude, et par eksempler:
* Nyhedsartikel i BT og Berlingske Tidende om hvorfor og hvordan Johanne Vinther Axelsen kom ud af et Cambodijansk fængsel og hjem til Danmark
* Live kommentar på TV2 om rød skjorternes demonstration i Bangkok via Skype
* Feature artikel i Verdens Gang(VG) om en central placeret nordmand i den røde bevægelse i Thailand
* På jagt efter nyt i sagen om den pædofilianklagede forretningsmand Jørgen K. Hansen i Cambodja for Ekstra Bladet og ScandAsia
* Til kamp med en finsk og svensk ishockeyspiller for ScandAsia.com
* Til koncert med den svenske superstjerne Robert Wells for ScandAsia magasinet
… Og meget andet

Frankie goes to Hollywood – Niller goes to Bangkok!

oktober 23rd, 2009

Fra 1. februar 2010 bor jeg i Bangkok. Jeg har nemlig fået den fantastiske mulighed at komme i praktik hos ScandMedia. Jeg skal primært arbejde på det engelsksprogede magasin ScandAsia, som er et magasin for Skandinavere i Sydøstasien. Desuden vil jeg have mulighed for at skrive artikler hjem til de danske medier.

Så i det første halvår i 2010 er Sydøstasien min hjemmebane. Fra august 2010 er jeg igen hjemme i kongeringet, klar til at vælte en minister eller to. Men først skal jeg skrive en masse spændende historier om, til og for Skandinavere i hele Sydøstasien. Både fra kontoret i Bangkok, men også når jeg rejser til Malaysia eller Laos for at få den gode historie hjem.

Verden – kom an!

oktober 1st, 2009

Jeg er mig selv – Jeg er der – Jeg er på – Jeg lever

I hård kuling og regn ved Vesterhavet, når vinden river i kroppen, og sandet fyger og bider i mit ansigt. Under den kolde bruser mandag morgen. I springet fra badebroen i februar måned, når vandet er tre grader. Gennemsvedt på en solbeskinnet sti i tynd bjergluft.

- Der ved jeg, at jeg er til, og der kan jeg mærke livet. Der finder jeg min energi, min drift, min eventyrlyst, mit drive, min nysgerrighed.

Nysgerrigheden som driver mig frem dag for dag. Fra menneske til menneske. Fra skæbne til skæbne. Fra historie til historie.

Niels C. Jensen / Niller